Advokattitlen er en beskyttet titel, idet alene personer, der lever op til kravene i retsplejelovens kapitel 12 kan titulere sig som advokat, ligesom advokater på et enkelt forretningsområde, området for førelse af retssager ved domstolene, fortsat har monopol.
Advokater er derfor underlagt særligt strenge regler ved udøvelse af deres hverv, og er underlagt en række normregulerende regler med udgangspunkt i retsplejelovens § 126, herunder primært i forhold til de af Advokatrådet fastsatte advokatetiske regler, der først og fremmest er disciplinærregulerende adfærdsnormer, der i ingen eller mindre grad har betydning for ansvarsvurderingen.
Bergenser Advokatfirma har en omfattende og mangeårig erfaring med advokaters retsforhold, herunder både i forhold til advokaters erstatningsansvar, der afklares for landets domstole, advokaters disciplinærforhold, der afklares ved Advokatnævnet (både i forhold til fastsættelse af salær og disciplinærforhold) og ultimativt ved domstolene, samt i forhold til advokaters strafferetlige ansvar, som afklares ved domstolene.
Ansvarsvurderingen for advokaters erstatningsansvar tager udgangspunkt i den almindelige professionsansvarsnorm. Det er således centralt at fastlægge, hvad der ud fra en objektiviseret vurdering i en konkret rådgivningssituation må anses for at udgøre den almindelige gode rådgivning, hvilket imidlertid ikke nødvendigvis udgør den optimale rådgivning.
Ofte er det helt afgørende for at kunne foretage en vurdering af, hvorvidt advokaten kan holdes erstatningsansvarlig at få afgrænset, hvad advokatens opdrag konkret har været. Det ses ofte, at klienten har urealistiske forventninger til, hvilke forhold advokaten skal forholde sig til ved løsningen af sit opdrag, men det er i den forbindelse også i visse situationer advokatens pligt at gøre sin klient opmærksom på, hvordan opdraget afgrænses, herunder om der vil være behov for, at klienten antager yderligere rådgivning til løsning af opgaven.
Ansvarsvurderingen tager sit udgangspunkt i det for den konkrete rådgivningssituation underliggende regelgrundlag. Ikke sjældent opererer advokater i samarbejde med andre rådgivere om løsningen af en opgave, hvorfor det er essentielt for Bergenser Advokatfirmas rådgivning at foretage afgrænsninger op mod de andre rådgivere af, hvem af flere rådgivere, der skal tage sig af et givent forhold. I kraft af at Bergenser Advokatfirma også har betydelig erfaring med andre tilstødende retsområder og rådgiveres ansvar foretages en sådan vurdering standardmæssigt.