Bergenser Advokatfirma bistår personer og erhvervsvirksomheder, herunder finansielle virksomheder, der bliver involveret i straffesager om økonomisk kriminalitet – typisk med Bagmandspolitiet (Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet) på den anden side.
Sagerne drejer sig typisk om særlovskriminalitet, herunder insider-handel, kursmanipulation og regnskabsmanipulation (typisk lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel, miljøloven m.fl.), men kan også i erhvervssammenhæng dreje sig om bedrageri, skyldnersvig, underslæb og bestikkelse.
Sagerne varierer meget, men har typisk et komplekst og ofte langvarigt sagsforløb bag sig, der fordrer indsigt i erhvervsforhold, regnskabslæsning, pengestrømme, netting, clearing og en række bankspecifikke områder, ligesom indsigt i straffeproces er et væsentligt omdrejningspunkt i sagerne.